Om stress, angst og depression
Der er stor sammenhæng mellem stress, angst og depression, hvilket er årsagen til de oftes nævnes samtidig. Både stress, angst og depression er belastningstilstande som opstår efter længere tids påvirkning af belastende faktorer, og derudover er de alle forbundet med balancen i vores nervesystem. Det betyder, at de både påvirker os mentalt såvel som fysisk og at symptomerne derfor både vil være psykiske og kropslige. Desuden ses det ofte at stress både kan føre til angst og depression.
Om stress
Når vi udsættes for stressende situationer, aktiveres den del af vores autonome nervesystem, som gør os i stand til enten at kæmpe eller flygte (den sympatiske respons). Blodtilførslen til organer og fordøjelsessystem reduceres, for at tilførelsen kan øges til vores hjerne og muskler som skal hjælpe os til at tænke og bevæge os hurtigt. Vores pupiller udvides, vores åndedræt bliver hurtigere, selv blodets koagulationsevne øges, så vi kan hele hurtigere, hvis vi bliver skadet under kampen/flugten. Disse fysiske funktioner og reaktioner er til stor gavn i tilfældet af, at vi er udsat for en reel fare. Er faren dog ikke reel og er du udsat for stress ofte eller i længere tid, vil reaktionerne belaste din krop og hjerne i sådan en grad, at du kan risikere at blive syg af stress og i aller værste tilfælde dø af det. Ved behandling af stress er det, udover at reducere de belastende faktorer eller ændre din opfattelse af disse, vigtigt også at få aktiveret den del af det automone nervesystem der gør det muligt for os at slappe af og restituere (den parasympatiske respons).
Symptomer på stress: Søvnbesvær, øget/reduceret appetit, hovedpine, nedsat immunforsvar, mavepine og kvalme, fordøjelsesproblemer, spændingssmerter, voldsom hjertebanken, svedture/kuldefornemmelser, åndedrætsbesvær, svimmelhed, øget sensitivitet, tics, manglende sexlyst, menstruationsforstyrrelser, manglende overskud, uro, hukommelses- & koncentrationsbesvær, humørsvingninger, tankermylder, katastrofetanker, angst, tristhed, modløshed og depression.
Om angst
Der findes forskellige former for angst og variationer i sværhedsgrad og påvirkning. De fleste oplever dog symptomer fra mere end én af de definerede angstlidelser. De mest udbredte angstlidelser er social angst, panikangst, generaliseret angst, specifik angst og dødsangst. Angst kan være forbundet med mentale tankemønstre og forestillinger, og giver sig derudover ofte til udtryk ved voldsomme og ubehagelige fysiske reaktioner. Har du først oplevet sådanne reaktioner kan du let risikere at få angst for angst. Dette bliver selvforstærkende eftersom angsten vil skabe flere fysiske symptomer som vil skabe flere ængstelige tanker som igen vil øge de kropslige reationer osv. Alle der har oplevt angst ved, hvor hæmmende en tilstand det kan være. Angst opstår på grund af en belastning af nervesystemet og er ofte en trofast ledsager til stress. I mange tilfælde kan angsten føre til depression eller misbrug/selvmedicinering.
Symptomer på angst: Uro, katastrofetanker, hjertebanken, svedture/kuldefornemmelser, rødmen, kvalme, svimmelhed, brystsmerter, åndedrætsbesvær, følelse af uvirkelighed, irrationel frygt og bekymringer, søvnbesvær og negative tanker.
Om depression
Det er meget individuelt, hvordan din depression kan give sig til udtryk og hvilke symptomer du har. Der skelnes mellem lette, moderate og svære depressioner. Depression er, som stress og angst, en tilstand som opstår efter længere tids overbelastning af dit nervesystem. Hvis du hverken har mulighed for at kæmpe eller flygte, vil dit system fryse og lukke ned og du kommer i en depressiv tilstand. I slemme tilfælde kan nedlukningen indkludere frigivelse og optagelse af vigtige signal- og transmitterstoffer i hjernen. Uden den rette hjælp kan ændringerne i hjernen blive vedvarende og føre til en kronisk depression og i aller værste tilfælde selvmord.
Symptomer på depression: Energiforladthed, overvældende træthed, modløshed, manglende glæde og begejstring, udpræget søvnløshed, appetitændring, hukommelses- & koncentrationsbesvær, vedvarende gråd, handlingslammelse, tunghed og smerter i kroppen, hovedpine, nedtrykthed, selvbebrejdelse samt følelse af håbløshed og ligegyldighed.