skip to Main Content
[x_column type=”1/2″]

Temaer

Vi kan alle havne i en situation, hvor vi har brug for støtte til at stå imod og komme igennem. Hvad end det er større livskriser, et lavt selvværd eller gamle mønstre du gerne vil bryde, kan du i terapi opnå større indsigt i dig selv og få en forståelse for din situation. Her er nogle af de områder, jeg kan hjælpe dig med:

Uhensigtsmæssige mønstre

Gennem vores liv får vi skabt forskellige mønstre. På det tidspunkt, hvor vi skabte dem, var de vigtige for vores overlevelse, men i takt med at vi vokser og udvikler os, kan disse mønstre blive hæmmende for os selv og vores liv. Ved at kigge nærmere på vores mønstre og forstå hvor de stammer fra, kan vi bryde mønstrene og handle anderledes og mere hensigtsmæssigt.

Lavt selvværd

Et lavt selvværd kan give sig til udtryk på mange måder og påvirke mange aspekter af vores liv. I relationer til andre mennesker, kan et lavt selvværd give os udfordringer, eftersom vi kan blive usikre på os selv. Dette kan skabe en ubalance i relationen. Lavt selvværd i forhold til arbejde, uddannelse og andre mål vi godt kunne tænke os at opnå i vores liv, kan være med til at bremse os i at leve det liv, vi gerne vil. Det kan i sidste ende påvirke vores følelse af glæde og lykke. For at styrke følelsen af vores værd, er det essentielt at komme i kontakt med vores kerne. Dette arbejder vi med i terapi. Hver gang vi mærker vores kerne, styrkes den og det bliver mere tydeligt for os, hvem vi er, og hvad vi er værd.

At miste og blive forladt

At miste en person som står os nær, er én af de hårdeste oplevelser, vi som mennesker kommer ud for. Dyb sorg, fortvivlelse og magtesløshed er blot nogle af de følelser, som bliver vækket i os, når vi mister en person, eller bliver forladt af en person som betyder noget for os. Får vi ikke bearbejdet følelserne, vil de oftest dukke op igen senere i livet, og det kan derfor være afgørende at have nogen at snakke med, så vi kan få hjælp til at bearbejde de følelser, vi kommer i kontakt med, når vi mister eller bliver efterladt.

At mærke sig selv og sætte grænser

Det kan tit være svært for os at få sat vores grænse og sagt fra. Dette kan skyldes, at vi kan have svært ved at mærke os selv, og hvad vi vil gå med til og dette går ud over vores følelse af integritet. At være i kontakt med vores krop og dét vores mavefornemmelse fortæller os, er det aller vigtigste når vi skal sige til og fra. Derfor er det afgørende at vi arbejder med os selv som hele mennesker, når vi skal lære at mærke os selv og sætte grænser.
[/x_column] [x_column type=”1/2″]

Problemer med søvn

Søvn er livsnødvendigt for os mennesker. De fleste af os oplever dog kortere eller længere perioder med søvnproblemer og dette kan have en stor indflydelse på vores sundhed og velvære, både fysisk og psykisk. Derfor er det vigtigt at tage problemet alvorligt. Nogle gange kræver det en afklaring af selve årsagen. Andre gange kan det være konkrete metoder og værktøjer der skal til for at forbedre søvnen. Jeg tilbyder vejledning til bedre søvn og vil meget gerne hjælpe dig.

Forandringer og livskriser

Vi oplever alle forandringer og livskriser i større eller mindre grad. Det er en del af livet, både på godt og på ondt. Nogle gange er vi så påvirkede af krisen, at vi kan have brug for nogen at snakke med og få lidt hjælp og støtte til at komme igennem. For uanset hvad, skal vi nok komme igennem. Men den hjælp vi får, kan blive afgørende for, hvordan vi kommer igennem, og hvor hele mennesker vi er på den anden side.

Udfordringer med kærlighed og relationer

Vores barndomshistorie og tilknytning til vores forældre og primære omsorgspersoner har en stor indflydelse på vores opfattelse af kærlighed og på de relationer, vi indgår i som voksne. Har vi udfordringer med kærlighed og relationer, er det derfor givende at få øje på, hvordan disse relationer og udfordringer hænger sammen med vores barndomshistorie. Dette vil hjælpe os til at adskille fortid fra nutid, så de gamle barndomsoplevelser ikke hæmmer vores relationer i dag.

Stress, angst og depression

Uhyggeligt mange danskere rammes hvert år af stress og depression. Lige så mange af os er præget af angst i højere eller mindre grad. Er du én af dem, ved du udemærket godt, hvor forfærdeligt og invaliderende det er, og hvor svært det kan være at snakke med andre om det. Heldigvis er der håb, og jeg vil meget gerne hjælpe dig. Stress, angst og depression påvirker os både psykisk og fysisk og netop derfor, er det vigtigt, at den hjælp du får er rettet mod sindet såvel som kroppen. På den måde vil det personlige arbejde også blive integreret og resultatet vedvarende. Du kan læse mere om mine behandlingsforløb her.

Særligt sensitive

Begrebet “særlig sensitiv” eller “Highly Sensitive Person – HSP” bliver mere og mere almindeligt, og det er der en god grund til. Det viser sig nemlig, at hver femte af os er født med et nervesystem, som er ekstra modtageligt over for ydre og indre stimuli. Dette kan blive en udfordring, da vi meget hurtigt kan blive overstimulerede og føle os overvælt af indtryk. Særligt sensitive mennesker er derfor også mere udsatte hvad angår stress og depression. Hvis der ikke har været anerkendelse og forståelse for vores sensitivitet gennem vores opvækst, kan dårlige oplevelser føre til lavt selvværd og negative tanker. Heldigvis er der mulighed for at bearbejde disse oplevelser i terapi og samtidig få en bedre forståelse for os selv, vores grænser og de styrker vi har, netop fordi vi er særligt sensitive. Læs mere om særligt sensitive på: www.hsp-foreningen.dk
[/x_column]

Back To Top