skip to Main Content

Om mig

Hjertelig velkommen til. Mit navn er Annalie, jeg er 40 år og bor med min mand og vores to drenge i en lille landsby ved Hvalsø.

Jeg har altid brændt for at hjælpe andre, og har, i hvad der nu føles som et tidligere liv, arbejdet 5 år i medicinalindustrien, hvor jeg troede, jeg kunne gøre en forskel. Jeg erfarede dog, at jeg måtte gå en anden vej, og det er blevet mit kald at hjælpe andre gennem terapi, hvilket jeg har gjort siden 2010, både hos GirlTalk, hos Kalmia – center mod stress og som selvstændig.

Livet har budt mig på mange store udfordringer, og jeg har derfor fået en masse erfaringer med livet som gør, at jeg kan relatere til andre mennesker i svære situationer. Netop disse erfaringer og oplevelser og mit lange personlige arbejde med disse, gør det muligt for mig at møde dig, dér hvor du er, med de ting som du kommer med. Hos mig vil du blive mødt med ægte omsorg og nærvær. Jeg har stor respekt for dig og din historie.

Jeg har altid været optaget af, hvor komplekse vi mennesker er, og hvorfor vi gør som vi gør. Hvorfor er der nogle mennesker eller situationer der påvirker os på bestemte måder, når andre ikke gør? Hvad ligger bag vores reaktioner og mønstre? Hvordan er disse mønstre opstået, og hvordan kan vi ændre dem, hvis vi vil? Hvad hører til os selv og vores kerne, til det menneske vi i virkeligheden er inderst inde, og hvad er tillærte mønstre og forsvarsmekanismer som engang har hjulpet os til at overleve situationer og relationer, men som i dag giver et uhensigtsmæssigt udfald og hæmmer vores muligheder for at være glade, lykkelige og hele mennesker? Jeg elsker at videreuddanne mig, så jeg kan være opdateret på den nyeste viden indenfor krop og sind.

For at sikre kvaliteten af din terapi, modtager jeg løbende supervision hos nogle af landets dygtigste terapeuter, og er desuden medlem af Dansk Psykoterapeutforening, hvilket betyder at jeg lever op til deres krav og kriterier, samt efterlever deres etiske regler. Desuden er jeg medlem af Stressforeningen, Angstforeningen og HSP Foreningen (Foreningen for særligt sensitive).

 

 

Uddannelser og kurser

2007 – 2016 Diverse meditationskurser
Inkl. Meditation og Positiv tænktning hos Brahma Kumaris og Trancendental Meditation ® hos Bech Academy.  

2010 – 2014 Organisk Psykoterapeut hos Akademiet for Psykoterapi
4-årig psykoterapeutuddannelse baseret på gestaltterapi, kropspsykoterapi og
eksistentiel psykoterapi. Godkendt af Dansk Psykoterapeutforening

2014 – 2018 Diverse yogauddannelser 
Inkl. Grunduddannelse i yoga hos Senses yoga studie, Restorativ yoga hos Hamas yoga studio og Yin yoga hos Sattva Yoga. 

2015 – 2024 Uddannelser og kurser i Tilknytning og børns udvikling 
Inkl. undervisning af Meriam Al-Erhayem, Annemarie Clement, Anna Verwaal, Dr. Gordon Neufeldt og Dr. Sarah Buckley. 

2014 – 2024 Uddannelser og kurser i Kropsterapi og Det autonome nervesystem  
Inkl. 1-årig efteruddannelse i kropspsykoterapi hos Meriam Al-Erhayem, 2-årig efteruddannelse som Nervesystemsterapeut hos Annemarie Clement, Rebirthing Breathwork hos The Reconnected og Polyvagal teori hos Evaloa Schou.

Back To Top